I det efterfølgende gives en oversigt over de forskellige principper for renovering af brønde.
Den traditionelle metode
Denne metode består i, at en ”almindelig” håndværker/entreprenør renoverer brønden med kendte håndværksmæssige metoder. Entreprenøren starter normalt med at hugge dårlige partier væk, blander en hurtigtørrende mørtel og udbedrer de dårlige partier. Hvis bundrender og banketter skal repareres, skal brønden tørlægges.
Ved omhyggelig udførelse, valg af rigtig mørtel og en absolut tørholdelse af brønden kan denne metode give rimelige resultater. Ved grundvandsindsivning kan det være svært at opnå en tilstrækkelig kvalitet. Dog kan man her hjælpe på processen ved at sænke grundvandet ved brønden ved hjælp af 1 eller 2 sugespidser eller ved placering af et passende antal drænhuller, der tager vandtrykket, indtil brønden er repareret. Bagefter lukkes drænhullerne med en prop.
Denne metode anvendes sjældent, når en brønd skal totalrenoveres, men anvendes som en delvis renovering eller reparation. Metoden kan give de ønskede resultater, men afhænger af den håndværksmæssige udførelse.
Strømpemetoden
Det er muligt at foretage en renovering af den lige del af brøndskaftet ved at ilægge strømpe. Metoden svarer fuldt ud til strømpeforing af en hovedledning. Metoden vil være forholdsvis dyr, og vil derfor kun kunne anbefales i særlige tilfælde, f. eks. ved meget dybe brønde, hvor der er meget grundvand, eller ved brønde, der truer med at styrte sammen, og hvor en sammenstyrtning vil have afledte konsekvenser.
Skaller eller elementer
På markedet findes flere produkter, hvor der monteres skaller eller delelementer på brøndsiderne og i en vis udstrækning også på kegler og på banketter. Når disse elementer er fysisk fastgjort, foretages der en udfyldning af hulrummet med speciel mørtel, skum eller tilsvarende produkter.
Skallerne eller elementerne kan bestå af f.eks. polyester, glasfiberarmeret polyester, polyethylen eller pvc mv.
Metoden er normalt ret dyr og besværlig, men kan navnlig ved store og specialkonstruerede bygværker være den eneste løsning, når der ses bort fra mere traditionelle beton- og murværksreparationer.
Brøndindsatser
Denne metode går ud på at opbygge en mindre brønd inden i den eksisterende brønd.
Normalt fjernes den eksisterende brøndbund, hvorefter der monters en 315-600 mm pvc eller PE-brønd, der tilsluttes ledningsnettet med sædvanlige passtykker.
Herefter fyldes hulrummet mellem brøndindsatsen og den gamle brønd med beton eller mørtel, og toppen tilpasses enten med udstøbning under det eksisterende dæksel, eller ved at man monterer et nyt dæksel svarende til den nye brøndstørrelse.
Fordelene ved denne metode er, at der opnås en ny, fuldstændig tæt brønd. Ulempen er, at brønddimensionen reduceres. Metoden kan kun bruges, hvor brønden har et lige gennemløb og kan ikke anbefales ved store brønddybder.
Injicering
Denne metode anvendes ved utætte brønde og fungerer ved, at samlinger og hulrum udenfor brøndvæggen injiceres ved under højt tryk at presse ekspanderende mørtel ud gennem utæthederne eller gennem et antal til formålet borede huller.
Efterfølgende foretages den nødvendige renovering af brøndsider og brøndbunde.
I nogle tilfælde har det vist sig som en god ide at starte med at injicere polyurethanskum ud igennem utæthederne, indtil vandindtrængningen er stoppet. Efterfølgende presses mørtel eller epoxy ud gennem de borede huller. Denne metode sparer på den dyre ekspanderende mørtel, idet den forholdsvis billige skum skal udfylde diverse hulrum. Mørtelen, der presses ud bagefter, presser skummet sammen og danner den permanente lukning af utæthederne.
Sprøjtemetoder
Disse metoder fungerer ved, at der under stort tryk sprøjtes et lag mørtel på brøndenes inderside. Herved opnås såvel styrke som tæthed i brønden. Metoderne er i en del tilfælde så veldefinerede, at der kan foretages én egentlig dimensionering af styrken.
Der anvendes såvel cementmørtler som epoxymørtler og mere fleksible polyurethan produkter til formålet.
Mørtelen hærder normalt uden bearbejdning af overfladen og danner en let bølget, men meget glat overflade. Disse metoder tætner brøndkonstruktionen, og giver gode hydrauliske forhold, ligesom brøndoverfladerne er lette at holde rene.
Metoderne er nemme at arbejde med, og kan anvendes ved totalrenovering af brøndene.